Nyt Løbehold i Reerslev IF.
Årsagerne til at begynde at løbe er mange. Nogle løber for at tabe sig, nogle for at konkurrere imod andre og sig selv, nogle for at få gode oplevelser i naturen osv. Mange gange er det naturligvis også en kombination af disse årsager, som gør at løbere verden rundt år efter år trækker i deres løbesko.
Mange i og omkring Reerslev trækker også i løbeskoene. Derfor synes vi i Reerslev IF’s bestyrelse også, at vi skal have et løbehold, og det starter vi op i sæsonen 2011/2012.
Uanset om du er nybegynder eller om du er rutineret løber, skal du være meget velkommen til at melde dig ind i Reerslev IF, og løbe sammen med andre løbeentusiaster fra lokalområdet.
Vi vil benytte det pragtfulde Hedeland til at løbe i, og udgangspunktet er, at vi inddeler os i forskellige grupper afhængig af hvilken form man er i, og efter hvor langt man ønsker at løbe. Vi vil de fleste gange bruge de allerede udlagte ruter i Hedeland, som er på 3 km, 6 km, 9 km eller 12 km, men ind imellem også finde andre spændende steder at løbe.
Vi løber hver søndag kl. 09:00 fra klubhuset, og sammen varmer vi alle op med let løb og øvelser ned til skihytten i Hedeland, hvor grupperne løber ud på deres respektive ruter.
Hvad med børnene?
Mange familier i Reerslev er jo børnefamilier, så hvordan klarer vi lige problematikken med pasningen af ungerne mens vi løber. De skal da selvfølgelig med. Børnene er velkomne til enten at cykle med eller måske sidde i en løbevogn. Hvis man som forældre vurderer at ens barn kan løbe med uden problemer, så er det også en mulighed.
Deltagelse i løb.
For alle der er interesseret, vil vi også deltage i forskellige løb rundt omkring på Sjælland. Nærliggende vi det jo helt klart være, at vi deltager i Hedelandsløbet, der ligger den første søndag i hver måned. Men mere om det senere.
Besøg af løbetræner.
For at skabe interesse for det at løbe, og for at give vores medlemmer mulighed for at dygtiggøre sig, vil vi i løbet af sæsonen invitere professionelle løbetrænere og løbecoaches forbi, så vi kan forbedre vores løbeteknik.
Kontingentet for løbeholdet i sæsonen 2011/2012 er på 300,00 kr.
Vi ses til premieren for Reerslev’s nye løbehold,
søndag d. 4. september 2011, kl. 09:00 – 11:00
